Anne Black får erstatning - keramikprodukter beskyttet af ophavsretsloven

Nyhed
14.06.2019

Tilbage i 2016 markedsførte og solgte dagligvarebutikken Netto, der er ejet af Salling Group, en række keramikprodukter som led i en spotkampagne i virksomhedens butikker. Der var tale om markedsføring af en hængepotte, en vase og en lågkrukke til en stykpris på 39 kr.

Kort tid efter tilbudsavisen blev sendt ud, blev Salling Group kontaktet af den kendte keramiker Anne Black, der gjorde indvendinger imod salget af de pågældende keramikprodukter.

 

Anne Black gjorde gældende, at der fra Nettos side var tale om salg af kopiprodukter, idet samtlige produkter havde store lighedstræk med tilsvarende keramikprodukter designet af Anne Black. Flere år forinden havde Anne Black designet og markedsført en tilsvarende hængepotte, vase og lågkrukke under de individuelle serienavne Grow, Bloom og Contain.

 

Salling Group afviste imidlertid, at Anne Blacks produkter nød en beskyttelse imod kopiering i medfør af ophavsretten, ligesom det blev bestridt, at produkterne lignede hinanden i tilstrækkelig grad.

Da parterne ikke kunne nå til enighed, blev sagen overgivet til Sø- og Handelsretten.

 

Efter flere års forberedelse af sagen for domstolen, blev der afholdt en retssag, der strækkende sig over 3 dage. Her fremlagde parterne deres synspunkter, ligesom der blev ført vidner, der forudgående havde besvaret en række skriftlige spørgsmål fra parterne i form af syn og skøn.

 

Det hele kulminerende i en domsafsigelse på over 100 sider, hvor Sø- og Handelsretten konkluderede, at både Anne Blacks hængepotte, vase og lågkrukke nyder beskyttelse som brugskunst i medfør af ophavsretslovens regler, ligesom retten fandt, at Nettos produkter udgjorde en krænkelse af disse produkters udseende.

 

Sø- og Handelsretten lagde i sin domsafsigelse særlig vægt på, at samtlige af Anne Blacks produkter havde et særegent designmæssigt udtryk. Retten fandt det desuden ikke bevist, at der på frembringelsestidspunktet fandtes lignende produkter på markedet, hvorfor det blev lagt til grund, at både hængepotten, vasen og lågkrukken var et udtryk for Anne Blacks egen intellektuelle frembringelse.

 

Ved en sammenligning af produkterne fandt retten endvidere, at produkterne fra helholdsvis Netto og Anne Black havde samme designmæssige udtryk, og at det måtte lægges til grund, at udformningen af Nettos produkter næppe kunne være sket uden forudgående kendskab til Anne Blacks produkter.

Salling Group og dennes leverandør blev herefter dømt til at betale en erstatning på kr. 1.500.000 til Anne Black.

 

Sagen viser, at det er svært at vurdere, hvornår brugskunst er beskyttet imod kopiering, og hvor grænsen fra inspiration til egentlig efterligning går.

 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning i forbindelse med ophavsretsloven, så er du altid velkommen til at kontakte os.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev