Efter at Vestre Landsret i juli måned fastslog, at betalingsrettigheder er et immaterielt formueaktiv, hvor rette sikringsakt for pant derfor er tinglysning, var der behov for en ændring af lovgivningen på området.

Dette skete ved fremsatte lovforslag af den 11. december 2017 til revidering af landbrugsstøtteloven, hvor der foreslås etablering af den fornødne nye lovhjemmel til den hidtil anvendte registreringsmodel via Landbrugsstyrelsens register. Rette sikringsakt for pant i betalingsrettigheder er således fortsat registrering i Landbrugsstyrelsens register.

Har det nogen gang på jord?
Lovforslaget må dog betegnes som lidt usædvanligt, dels fordi ændringsloven afviger fra udgangspunktet om, at pant i et immaterielt formueaktiv skal sikres ved tinglysning, og dels fordi der ønskes lovgivet med tilbagevirkende kraft.

For så vidt angår sidstnævnte foreslås, at pant i betalingsrettigheder meddelt til Landbrugsstyrelsen før 7. juli 2017 fortsat er beskyttet fra det tidspunkt, hvor meddelelsen er givet, uagtet dette ikke var rette sikringsakt på afgivelsestidspunktet.

Uanset at det generelt betragtes som "dårlig lovgivningsskik" at lovgive med tilbagevirkende kraft, så er det centrale spørgsmål, om fremgangsmåden er ulovlig og f.eks. i strid med den klassiske magtfordeling i grundlovens § 3, således som det har været fremført i visse medier, dvs. at lovgiver med sin fremgangsmåde reelt har fungeret som den "dømmende magt". Dette må afvises, jf. nærmere nedenfor.

Er situationen sammenlignelig med Tvind-loven?
Som nævnt har det været bemærket i diverse medier, at situationen skulle være sammenlignelig med Tvind-dommen, hvilket dog ikke er tilfældet. I Tvind-dommen tilsidesatte Højesteret en lovbestemmelse grundet grundlovsstridighed. Højesteret fandt, at Tvind-loven indeholdt lovbestemmelser, som afgjorde en konkret retstvist mellem Tvind-skolerne og Undervisningsministeriet.

Dette da der i Tvind-loven var en opremsning af Tvind-skolerne, hvor det blev bestemt, at disse skoler for fremtiden ikke kunne modtage statsstøtte. Højesteret fandt, at bestemmelsen udgjorde en afgørelse af en konkret retstvist mellem Tvind-skolerne og Undervisningsministeriet. Dette i henhold til Grundlovens § 3, hvor det er skrevet, at det alene tilkommer domstolene at afgøre konkrete retstvister – og ikke den lovgivende magt. Når Folketinget direkte i Tvind-lovens § 7 fratog 32 navngivne skoler deres mulighed for at få statstilskud, så tog Folketinget dels direkte stilling til tvisten mellem skolerne og ministeriet, og dels fratog man dem mulighederne for en domstolsprøvelse af, om de opfyldte tilskudsbetingelser. Uanset hvad skolerne ville eller kunne, så havde Folketinget jo bestemt, at de ALDRIG kunne få tilskud.

Nærværende lovforslag har ikke disse problemstillinger. Lovforslaget udmønter sig derimod i et ønske om at opretholde en hidtil gældende opfattelse af, hvordan der etableres pant i betalingsrettigheder, uagtet at det nu har vist sig, at der ikke tidligere har været en direkte lovhjemmel hertil.

Det er centralt for vurderingen at se på, hvad formålet med lovændringen har været. Formålet har ikke været at stille nogle parter bedre eller ringere end andre. Derimod har formålet været at opretholde den tidligere opfattelse af, hvad den rette sikringsakt var. Sikringsakten ved notering hos Styrelsen har baggrund i, at man betragtede en betalingsrettighed, som en simpel fordring – pengefordring – hvortil rette sikringsakt var meddelelse. Denne opfattelse har nu i Vestre Landsrets afgørelse vist sig ikke at være korrekt.

Lovgivningsmagten, dvs. Folketinget, har selvfølgelig altid mulighed for at ændre regler. Det er Folketingets opgave. Store dele af lovgivningen ændrer på regler, så der kommer til at gælde noget andet. Hvis Folketinget er utilfreds med retstilstanden på et område, så er det Folketingets opgave at ændre reglerne. Hvis Folketinget derfor mener, at der skal gælde en anden sikringsakt på et område, så kan man selvfølgelig ændre reglerne. Det sker hele tiden og løbende på mange områder, og det er også sket på dette område tidligere.

Det er som skrevet ovenfor usædvanligt, at dette sker med tilbagevirkende kraft, og det er ikke "god stil" i lovgivning, men det er noget, som ses med mellemrum – og det er ikke forbudt. Det sætter altid borgerne i en dum situation, da man kan have handlet i tillid til, at regler var på en bestemt måde og senere så få at vide, at nu gælder der noget andet – med tilbagevirkende kraft. Men det er ikke ulovligt. Hverken fordi det er tilbagevirkende, og slet ikke fordi det skulle stride mod grundlovens § 3.

Lovgivning med tilbagevirkende kraft
Det er blevet sagt, at Tvind-sagen forbød lovgivning med tilbagevirkende kraft. Dette er ikke tilfældet. Spørgsmålet om tilbagevirkende kraft indgik faktisk slet ikke i Tvind-sagen. Det skyldes først og fremmest, at sagen ikke handlede om lovgivning med tilbagevirkende kraft og givetvis tillige det forhold, at Tvind-loven ikke havde tilbagevirkende kraft. Det var der sådan set heller ikke nogen, der hævdede under sagen, heller ikke Tvinds advokat.

Lovændringen afgør alene retstvister, som er opstået som følge af Vestre Landsrets afgørelse. Ved den foreslåede ordning stilles de panthavere, der tidligere har meddelt deres panteret til Styrelsen, alene, på en berettiget måde og med den retsstilling, som måtte forventes ud fra de retningslinjer, der forelå på området.

Har du spørgsmål eller kommentarer til ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte HjulmandKaptain Landbrug.

Kontakt

Tak for din henvendelse

Vi har sendt dig en kvittering via mail og kontakter dig hurtigst muligt.

Har du spørgsmål angående ændringerne i landbrugsstøtteloven?

Vores advokater står klar til at hjælpe

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen.